Headtilt

Skrevet af Sofie Nygaard, LUX Rotter

Headtilt kan være forårsaget af flere forskellige sygdomme.

Ved mellemørebetændelse ses headtilt ofte.
Korrekt behandling kan ofte fjerne headtiltet helt, når betændelsestilstanden er forsvundet.
Behandlingen er ofte en kombikur af Baytril og Ronoxan.

Andet der kan forårsage headtilt kan være en hjerneblødning eller fx en tumor i hjernen.
Dette kan ses på scanninger ved dyrlægen.

---

Neurologiske sygdomme

Oversat med tilladelse fra Entertaining Norwegians
Oversat af Annbritt Jørgensen

Ældre rotter kan af og til få en hjerneblødning, der ofte påvirker balance og koordination, og rotter i alle aldre udvikler meget ofte mellemørebetændelse, hvilket resulterer i balancetab, der ligner hjerneblødning. En måde at adskille dem på er, at den akutte fase af en mellemørebetændelse kun varer i omkring et døgn, hvorefter dyret genvinder i det mindste lidt af sin holdning. Det tager som regel noget længere – cirka 3 eller 4 dage – at vise mærkbare fremskridt efter en hjerneblødning.

Til at begynde med vil dyret som regel gøre problemet værre ved at panikke og vil vælte rundt, falde over ting og ofte rulle rundt og rundt. Mellemørebetændelse kan afhjælpes med en kombination af antibiotika og steroider, men dette er egentligt ikke nødvendigt, idet den akutte fase normalt er så kort.

Hjerneblødning er uhelbredelig.

Imidlertid kommer de fleste rotter sig ret godt fra begge tilstande, selv uden behandling. De lærer hurtigt at kompensere for problemet og i det mindste komme en smule rundt, og så forbedre sig gradvist over en periode af uger. Indtil de genvinder deres balance, bør de holdes i et fladt enkelt-etages bur uden noget de kan falde fra eller over. Mange vil beholde et permanent let headtilt, men dette har ingen tydelig sygdomseffekt – bortset fra at få rotten til at rotere når den vrider sig, hvilket gør den ret svær at holde.

Under den akutte fase kan de miste evnen til at tygge og må fodres med flydende mad (havregrød, babygrød etc.) fra en pipette eller nåleløs sprøjte, dette kan også være tilfældet med meget gamle og/eller døende rotter.

Mellemørebetændelse forårsages af mycoplasma, som næsten alle rotter bærer, og som normalt bare udvikler en lejlighedsvis løbende næse. Meget sjælden, specielt under det fugtige vejr om foråret og efteråret, kan den samme organisme invadere det centrale nervesystem og forårsage hjernebetændelse.

Behandling med antibiotika og steroider kan muligvis hjælpe, men min erfaring er, at denne tilstand altid er fatal. Den viser sig som fremadskridende sænkelse af farten og slattenhed, normalt efterfulgt at mindre epileptiske anfald (f.eks. padlen med fødderne, dreje rundt og rundt med næsen ved haleroden). Til sidst bliver dyret så paralyseret, at det er nødt til at skal gives våd kost med en sprøjte.

Fra infektion til død går der 2-3 uger hos tamrotter. Den eneste gode ting ved denne tilstand er, at den ikke lader til at være smertefuld: Offeret virker ganske glad og afslappet og kan som regel få lov at dø naturligt. Imidlertid bliver nogle ude af stand til at sluge overhovedet, og er nødt til at blive aflivet.

Hjerneblødning kan give andre symptomer udover tab af balance – delvis paralyse, tab af koordination og/eller styrke etc. Alle ville vise sig ved et pludseligt anfald, normalt efterfulgt af en langsom bedring (antaget at dyret overhovedet overlever).

Hjerneblødning og mellemørebetændelse kommer begge temmelig pludseligt og voldsomt, og forbedrer sig så gradvist.

Symptomer, der ligner hjerneblødning – tab af balance, headtilt, cirkulering, slattenhed, delvis paralyse etc. – men som begynder langsomt og i stigende grad bliver værre, kan skyldes encephalitis, en genetisk fejl (hvis rotten er ung), eller en svulst i hjernen eller hypofysen. Hjernesvulster kan også forårsage afsindig aggression. Hyppigheden af de forskellige typer svulster er kraftigt linie-relaterede, og disse bestemte svulster lader til at være mere almindelige hos amerikanske rotter end hos britiske.

Ældre rotter mister nogle gange noget af eller hele brugbarheden af deres bagben. Dette skyldes ofte et fremadskridende neurologisk svigt, kaldet degenerativ myelopathy: i nogle tilfælde er dette et tegn på kommende død, men i andre tilfælde har degenerationen ingen effekt på livslængden. Delvis paralyse kan også forekomme som et resultat af slagtilfælde, ledbetændelse eller en diskusprolaps. Rotter, som har haft flere hjerneblødninger, kan også få en tendens til at falde en del omkuld.

Idet rotter er så lavbenede, er disse problemer ikke nær så slemme for dem, som de ville have været for et menneske. En rotte, der falder omkuld har kun et par tommer at falde, og vil blot rulle rundt og fortsætte med at gå. Rotter, som mister førligheden på deres bagben, hiver sig bare op på albuerne, og slingrer fremad med usædvanlig fart; deres livskvalitet er generelt fin og der er ingen grund til at aflive dem, men de har muligvis brug for regelmæssig badning omkring maven og bagdelen, for at forhindre hudirritation, idet de ikke er i stand til at løfte sig fri af deres egen urin. 

Tilføjelse: Opdager man at rotten hælder med hovedet, bør man straks søge dyrlæge.

---

• 

•