Oprindeligt skrevet af Maybrith Kjær Berthelsen, Camilla Bendix Rasmussen og Malene Carlsen
Rettet til i april 2024 af Camilla Bendix Rasmussen og Kristina Maria Róðá
- Opdrætteren bør have kendskab til rottegenetik – ikke kun for at kunne forudsige hvilke farver og typer, der med størst sandsynlighed vil dukke op i et bestemt kuld, men også for at vide hvilke parringer, man IKKE bør foretage.
- Har opdrætteren begge køn, bør disse gå kønsopdelt.
- Én han- og én hunrotte går kortvarigt sammen udelukkende med parring for øje (med kortvarigt menes, at de går sammen til man er sikker på en parring, dog ikke længere end de 21 dage de er drægtige). Parringen foregår i et mindre bur. Når hunrotten med overvejende sandsynlighed er blevet drægtig, sættes begge rotter tilbage i deres respektive grupper.
- Hanrotten bør tidligst bruges i avlen, når den er 10 mdr. Vælger man at bruge hannen før det fyldte år, bør hannen være ud af kendte linjer (1) med god kendskab til temperament og helbred. Dette for at sikre, at den ikke som fuldvoksen vil kunne begynde at vise tegn på genetisk betinget aggression. Hanrotten er både fysisk og mentalt sund og rask, ikke undervægtig eller overvægtig.
En anbefalet vægt for hanrotten er mindst 450 g, meget gerne mere. Der kan være situationer, hvor det i ens opdræt giver mening at vælge en mindre hanrotte, hvis han har alle de egenskaber, som man ønsker at arbejde videre med i ens linje. Men det anbefales, at man, så vidt muligt, anvender en hanrotte med god vægt og størrelse, gerne på 5-600 g, så der arbejdes på at lave afkom med god størrelse.
Dwarf har en anden standard og er derfor ikke en del af den vejledende vægt.
- Hanrotten bør have en passende pause imellem parringerne, såfremt han anvendes til flere kuld. Det er op til opdrætter selv at vurdere, hvad en passende pause er.
Det er tidligere anbefalet, at man giver hannen mindst 2 ugers pause, så han kan få tid med sine burkammerater.
- Hunrotten bør være fyldt 5 måneder, ved den første parring og skal senest ske, inden den er fyldt 12 mdr. Har man ikke kendskab til baggrund, anbefales det først at anvende rotten tidligst ved 6 mdr., for at have længere tid til at vurdere rotten.
Vælger man at benytte hunrotten før de fyldte 6 mdr., bør hunnen være ud af kendte linjer (1) med god kendskab til temperament og helbred. Man bør derudover være i stand til at vurdere, om hunnen er mentalt klar til kuld i tidlig alder.
Hunrotten skal være både fysisk og mental sund og rask, ikke undervægtig eller overvægtig, men af passende størelse til at kunne bære et kuld.
En anbefalet vægt for hunrotten er mindst 250 g, meget gerne mere. Nogle gange vil det give mening for en opdrætter, at anvende en hunrotte der vejer mindre, hvis hun har alle de egenskaber, man ønsker at arbejde videre med i ens linje. Det vigtigste er, at hunrotten fysisk kan klare at bære et kuld.
Dwarf har en anden standard og er derfor ikke en del af den vejledende vægt.
- Hunrotten sættes alene i fødebur 1-2 dage før forventet termin og går alene, indtil ungerne er fravænnet. En legetante kan evt. tilføjes, når ungerne er 3 uger gamle.
-
Efter ungerne er blevet fravænnet, bør hun have en passende pause, hvis hun anvendes til endnu et kuld (På baggrund af erfaringer, har man tidligere anbefalet, at hunrotten får en pause på omkring 2 mdr., så hun har tid nok til at komme sig fysisk). Det er op til opdrætteren at vurdere, hvor længe en pause hunnen skal have, hun skal dog være fysisk klar til at bære endnu et kuld.
En hunrotte bør højst få 2 kuld i sin levetid, eftersom drægtighed og opfostring af kuld slider på hunrotten.
Hunrotten skal have fået sit sidste kuld, inden den er fyldt 15. mdr.
- Opdrætteren arbejder på at bygge sunde og stabile linjer, der kan følges i flere generationer.
Hvis der opstår problemer i opdrætterens linje, vurderer opdrætteren, om det er muligt at avle problemerne væk, eller der bør lukkes for linjen. En opdrætter bør ikke tøve med at lukke ens linje, hvis der er alvorlige komplaktioner ift. adfærd, sygdom mm. hos afkommet i en linje. Et avlsforbud på opdræterens kuld og opdrætterens egen linje skal overholdes af alle parter. Man bør ikke tøve med at informere købere om evt. problemer i en linje, så køberen selv kan tage stilling til, om denne ønsker at købe fra kuldet.
Hvis opdrætter vælger at inddrage rotter med ukendt baggrund, bør man som minimum bruge én forældre med kendt baggrund. Med ukendt baggrund menes der rotter uden stamtavle fra dyrehandel, foderavl, hygge/ups-kuld, samt import fra udlandet uden videre kendskab til opdrætter og linjen. Anvendes en rotte med ukendt baggrund, bør dette fremgå tydeligt. Ligeledes bør man gøre tydeligt, hvis man arbejder på ny-opstartede linjer, det vil sige kuld med kort stamtavle.
Med kendt baggrund menes rotter med stamtavle, hvor opdrætter har informationer om helbred, temperament og levealder (1).
- Ungerne vil under opvæksten blive vejet og tjekket igennem mindst én gang om ugen for at sikre, at de udvikler sig, som de skal. Opdrætteren opdaterer, om muligt, ugentligt med fælles- eller enkeltbilleder, så interesserede købere også vil kunne følge med i ungernes udvikling.
- Opdrætteren bør være villig til at lægge et stort arbejde i at følge sine dyr tæt gennem hele deres liv – både de dyr, h*n selv beholder samt dem, der er blevet solgt til nye hjem (inkl. de solgte dyrs evt. afkom). Disse informationer bør til enhver tid kunne deles med interesserede købere af en unge fra den linje samt andre opdrættere.
- Opdrætteren følger vejledningen omkring, at rotter er flokdyr og bør være minimum 3 rotter sammen samt at rotter har brug for at vokse op med jævnaldrende (+/- 2 ugers aldersforskel).
- Opdrætteren stiller krav til køberen om at få tilbagemeldinger om rottens udvikling og fysiske og mentale sundhed flere gange i løbet af dens liv og vil til gengæld stå parat med støtte og vejledning, hvis der på et tidspunkt skulle opstå uventede problemer med den.
-
Ungerne sælges tidligst, når de er fyldt 6 uger, helst 8 uger og med en passende vægt, hverken under- eller overvægtig. Almindelige rotteunger bør veje mindst 100 g ved 6 uger og dwarf mindst 60-80 g ved 6 uger.
- Skulle man være uheldig ikke at finde hjem til alle unger, beholder man dem selv. De må under ingen omstændigheder afleveres i en dyrehandel, sælges som foder eller aflives (Der aflives selvfølgelig, hvis rotten ikke er levedygtig). Man bør ikke sætte et kuld unger i verden, hvis man ikke er i stand til at tage vare på dem resten af deres liv.
- Skulle en rotte vise sig ikke at være egnet til et kuld, bliver rotten boende hos opdrætter og bør ikke omplaceres/sælges, fordi rotten ikke viste sig at være egnet. En opdrætters rotter er først og fremmest kæledyr og ikke avlsdyr, som bliver taget fra burkammerater og vante omgivelser, fordi den ikke kan indgå i avl.
-
Syge eller skadede dyr – eller hunrotter, der gennemgår en problematisk fødsel – skal naturligvis ALTID vurderes og behandles af en dyrlæge. Dette er også tilfældet, hvis det drejer sig om mindre unger, hvad enten man selv ville have beholdt dem eller de skulle have været solgt videre.
1. Definition af kendte linjer
En kendt linje er, når linjen er kendt, gerne ud til 4.-5. generation. I de generationer, man kender til, bør man have kendskab til kuldsøskende til de rotter, der er oplyst i stamtavlen samt andre slægtninge, der ikke nødvendigvis står nævnt i tavlen. Det er ikke nok kun at kende til de rotter, der står nævnt i stamtavlen