Skrevet af Kristina Maria Róðá

I sommerperioderne kan rotterne få det rigtig varmt. Her er derfor en række gode råd, som vi har samlet op igennem årene:

Nedfrysning af vandflasker
Fyld en vandflaske halvt op med vand og frys den ned. Fyld den frosne vandflaske med vand så de har koldt vand hele dagen. Skift ud med en ny nedfrosset flaske dagen efter.

Vandbad med ærter
Et vandbad med lunkent vand er et stort hit, når man putter frosne ærter eller andet lækkert i. Rotterne kan bruge lang tid på at fiske efter ærter.
OBS: Husk at bruge en stabil skål, som kan bære en rottes vægt, da de typisk sidder på kanten af skålen.

Frosne sodavandsflasker/køleelementer
Fyld sodavandsflasker op med vand og frys dem ned. Pak derefter de frosne flasker ind i et viskestykke eller andet stof og læg dem ind i buret, så rotterne har noget koldt at ligge op ad.

OBS: Køleelementer kan være en god idé og have samme effekt, som de frosne sodavandsflasker, men vær opmærksom på, at nogle køleelementer indeholder giftig væske og det frarådes derfor at bruge disse, da rotterne nogle gange er hurtige og får gnavet sig ned til dem. Man kan købe køleelementer uden væske i, som i stedet fyldes med vand. Disse kan bruges på samme måde som sodavandsflaskerne i et viskestykke.

En sodavandsflaske med frossent vand kan også lægges ovenpå buret, så den kolde luft falder ned i buret.

Klinker/fliser
Køber man en række klinker fra et byggemarked og lægger dem i køleskabet, kan disse lægges rundt omkring i buret. Vær opmærksom på, at klinkerne ikke må være koldere, end man selv kan holde ud at have hånden liggende på.

Skål med isterninger
En lille skål ovenpå buret med isterninger i, hvorefter man sætter en større skål med bunden i vejret ovenpå den lille skål, så den kolde luft falder ned i buret ovenfra. Placer gerne over yndlingskøjen.
OBS: husk løbende at skifte det smeltede vand ud med nye isterninger.

Vær obs på…

  • Frossen frugt bør gives med måde, da rotterne hurtigt kan få tynd mave af det. Overvej derfor i stedet et af de andre råd.
  • Is bør gives med måde grundet sukkerindhold. Undgå flødeis, da rotter ikke så godt tåler mælkeprodukter.
  • Undgå ventilatorer, da disse blæser kold luft og giver derfor forkølelse. En ventilator skal altid vende væk fra buret.
  • Husk at holde øje med rotterne, når der lægges frosne ting ind i og ovenpå buret. De kan være lynhurtige til at gnave sig igennem viskestykker og plastik.

Det er en god idé altid at have ekstra flasker, isterninger, fliser, m.m. i køleskabet og fryseren, så rotterne altid har mulighed for at køle ned.