Skrevet af Camilla Bendix Rasmussen/Alenya
Man har med forskning fundet ud af hvor stor en betydning, det har for en rottes udvikling, at en unge vokser op med en jævnaldrende. Det kan være med til at mindske rigtig mange problemer, en rotte kan udvikle undervejs i opvæksten (som ikke er genetisk betinget adfærd). En vigtig del af udviklingen handler om, at ungerne skal have en jævnaldrende, som den kan få et modspil med – de leger på samme måde og de lærer den korrekte rotteadfærd ved at prøve grænser af overfor hinanden. De vil ikke få det samme modspil fra leg med en voksen. Man vil dermed kunne opleve, at en rotteunge, som ikke er vokset op med en jævnaldrende, får tillært sig en uhensigtsmæssig adfærd, som endda kan ende ud i aggression og dominans. Nedenfor er der oversat en artikel som kommer dybere ind på emnet og efterhånden som resten af artiklen bliver oversat, vil der blive tilføjet mere.
Nedenstående artikel (Voksen-ungdommelig kamp-leg hos rotter: Et indblik i oplevelser, der fremmer udviklingen af Sociale-kognitive færdigheder) nævner ikke, hvor stor aldersforskel der bør være imellem de jævnaldrende unger. Det fremgår dog af en anden artikel, der er gået i dybden samme studie, omkring jævnaldrende, kamp-legen og udviklingen af de sociale kognitive færdigheder, at kamp-legen falder ved 8-9 ugers alderen. Af den grund, kan det udledes, at der ikke bør være mere end 1-2 uger imellem den yngste i gruppen og den nyankomne.
Derudover nævnes der i artiklen, at der er forskel på, hvordan kampen foregår og hvordan man ser forskel på om det er alvor eller den almindelige kamp-leg. I en kamp-leg vil angrebet altid foregå i nakke området, hvorimod i en alvorlig kamp, vil den angribende rotte søge hen mod bagpartiet med efterfølgende bid.
Derudover vil en kamp-leg altid foregå ved at begge parter “angriber” hinanden på skift.
Artiklen nævner at en af de mest forbløffende problemer, hvis ungen vokser op uden jævnaldrende, er de sociale problemer når det kommer til kontakten med andre rotter, hvor de er hyperdefensive i mødet med andre rotter og de har svært ved at aflæse bevægelserne fra en burkammerat.
Der bliver i artiklen lagt stor vægt på, at det er vigtigt for rottens udvikling både kognitivt, følelsesmæssigt og socialt, at rotten vokser op med en jævnaldrende. Det kan have stor betydning for rottens udvikling og måden den håndtere en sammenføring med en voksen rotte på og hvor nemt den underkaster sig denne.
Artiklen kan findes her:
https://drive.google.com/file/d/1ZP3cZJhkwAZ8qpi1TlmHdrdhL2ah94Pk/view
Tak til Nanna Andersen for den brugbare artikel
Oversat med tilladelse fra Sergio M. Pellis, Ph.D.
af Camilla Bendix Rasmussen/Alenya
Voksen-ungdommelig kamp-leg hos rotter: Et indblik i oplevelser, der fremmer udviklingen af Sociale-kognitive færdigheder
Sergio M. Pellis, Lauren A. Williams and Vivien C. Pellis.
University of Lethbridge, Canada
Rotter, opfostret med legesyge jævnaldrende i de unge år, har en modificeret præfrontal cortex og forbedrede eksekutive funktionsdygtighed, hvorimod dem der blev opfostret med mindre legesyge kammerater, som voksne, ikke har. Det er blevet antaget at jævnaldrende vs. jævnaldrende leg skaber unikke oplevelser, som udfordrer overordnede funktioner og påvirker dermed til en videreudvikling af den præfrontale cortex.
Nuværende studier sammenligner den grove og tumlende leg af unger, som interagerer med andre jævnaldrende med unger som interagerer med voksne. Unger som interagerer med voksne deltager i så meget leg som med dem som interagerer med unger. Dog oplever de færre angreb fra deres voksne kammerater og oplever færre grove tumle lege. I øvrigt oplever disse unger, i unge/voksne par, færre muligheder for at opøve rolleskift, i hvor angriberen bliver den der forsvarer sig. Disse fund er i overensstemmelse med hypotesen, at det typiske rolleskift i kamp legen med jævnaldrende er kritiske for udviklingen af vigtige funktioner.
Rotter opfostret i social isolation over den spæde ungdom (dvs. fra fravænning til tidlig kønsmodenhed) fører til unge voksne med en bred vifte af socialt, kognitivt og følelsesmæssigt underskud (fx, Arakawa, 2002, 2003; Byrd & Briner, 1999; da Silva, Ferreira, Carobrez, & Morato, 1996; Einon & Morgan, 1977; Einon, Morgan, & Kibbler, 1978; Pellis, Field, & Whishaw, 1999; van den Berg et al., 1999). Til gengæld er påvirkningen forbundet med en bred vifte af ændringer i udviklingen af nervesystemet (Hall, 1998; Fone & Porkess, 2008). En ændring er funktionen af den mediale præfrontale cortex (mPFC; Baarendse, Counotte, O’Donnell, & Vanderschuren, 2013). Dette fund er vigtigt fordi det giver en forbindelse til en af de potentielle vigtigste oplevelser hvor individuelle er frarøvet social leg med jævnaldrende ved den sociale opvækst. Her er 2 grunde.
For det første, vil isolation ikke give en manglende udvikling i arts-typisk adfærd, men kan snarere forstyrre effektiviteten af, hvordan arts-typiske adfærdsmønstre udføres og ændres på kontekstmæssigt relevante måder (Martin & Caro, 1985). Således er implikationen, at mindst nogle af de mangler afspejler reduceret kontrol på højere niveau af de arts-typiske adfærdsregler. Taget i betragtning af den vigtige regulære kontrol, der ydes af de udøvende funktioner i den præfrontale cortex. (f.eks., korttidshukommelsen, opmærksomhed, følelsesmæssig regulering, impulskontrol, beslutningstagen; Dalley, Cardinal, & Robbins, 2004; Goldberg, 2001) og måden social leg, kan give oplevelser, som er relevante variationer indenfor områder hvor adfærdsmæssige mønstre udfoldes (Petrů, Špinka, Lhota, & Sípek, 2008), det er plausibelt at funktionelle ændringer i områder af den præfrontale cortex opstår af isoleret opvækst (Baarendse et al., 2013) i det mindste til dels, skyldes den individuelle mangel på oplevelser af social leg med jævnaldrende (Pellis, Pellis, & Himmler, 2014; Vanderschuren & Trezza, 2014).
For det andet, på trods af det at være opvokset i isolation frarøver udviklingen af rotten med mere end bare leg med jævnaldrende (Baarendse et al., 2013), viser studier, som anvender mindre ekstreme opfostring metoder, vigtigheden i leg med jævnaldrende, som en vigtig oplevelse i påvirkningen af disse højere udviklings funktioner. Unger opvokset med ikke legesyge eller mindre legesyge kammerater viser også mangler på de kognitive og sociale adfærdsmønstre. (Burleson, Pedersen, Seddighi, et al., 2016; Einon et al., 1978; Schneider, Hannusch, Schmahl, et al., 2014; Schneider, Pätz, Spanagel, & Schneider, 2016; Schneider, Bindila, Schmahl, et al., 2016) og ændret udvikling af den mediale præfrontale cortex (mPFC; Bell, Pellis, & Kolb, 2010; Burleson et al., 2016; Himmler, Pellis, & Kolb, 2013). Disse ændringer er i overensstemmelse med de resultater, set hos dyr, som har været fuldstændig isoleret som unger Pellis et al., 2014; Vanderschuren & Trezza, 2014). Disse betragtninger, indebærer kraftigt at leg med jævnaldrende er en af de vigtige oplevelser i deres ungdom, som påvirker udviklingen af mPFC og de udøvende funktioner der er understøttet af det områder af hjernen (Pellis & Pellis, 2009). Det spørgsmål, der opstår ved denne konklusion, er at identificere de oplevelser, der opstår ved leg, der har disse udviklingsmæssige påvirkninger.
Leg kamp, er den vigtigste form for social leg udført af rotter, som involverer angreb og forsvar af nakken, der forsigtigt gnides med snuden ved kontakt (Pellis & Pellis, 1987; Siviy & Panksepp, 1987). En rotte, der nærmer sig og kaster sig over kammeratens nakke, starter en kamp leg op (Himmler, Pellis, & Pellis, 2013). En rotte, medicineret med et psykoaktivt stof som stadig tillader den at bevæge sig rundt og undersøge dens indhegning, tiltrækker sådanne angreb fra normale kammerater selvom den ikke igangsætter angrebet og ikke svarer igen med afværgende adfærd når den angribes (Deak & Panksepp, 2006; Field & Pellis, 1994; Pellis & McKenna, 1995; Thor & Holloway, 1983). Dette er vigtigt, fordi det at udsætte en ellers isoleret unge dagligt for en medicineret rotte, ikke forhindrer udviklingen af de kognitive mangler, ligesom at udsætte sådanne rotter dagligt til en jævnaldrende, som ikke er medicineret (Einon et al., 1978). Det vil sige, muligheden for at iværksætte legende angreb ikke er tilstrækkelig til at give de nødvendige oplevelser for at lette udviklingen af disse højere funktioner.
I en serie af elegante studier af Schneider og kollegaer (Schneider et al., 2014; Schneider, Bindila, Schmahl, et al., 2016; Schneider, Pätz, Spanagel,, et al., 2016), blev rotter, fra en meget legesyg linje, Wistar rats (Himmler, Modlińska, Stryjek et al., 2014), sat sammen med rotter fra en ikke så legesyg linje, Fischer 344 Siviy, Baliko, & Bowers, 1997; Siviy, Love, DeCicco, Giordano, & Seifert, 2003), over ungdomsperioden. Som voksne havde Wistar rotterne, opvokset med Fischer 344 rotter, ændret deres smertetærskel og havde mangler i deres sociale kognition. En analyse af deres leg, engageret i ungdomsperioden, viste at Wistar rotterne havde igangsat mange angrebslege, men modtaget meget få (bekræfter mønsteret set i medicin studiet), og meget få af disse angreb af Wistar rotterne, medførte et forsvar fra Fischer 344 rotterne. Mest krittisk, førte de få lege til at modtageren udviklede taktikker, som involverede nærkamp wrestling og gengældelse af roller. Schneider, Bindila, Schmahl, et al., 2016; Schneider, Pätz, Spanagel,, et al., 2016). Disse undersøgelser antyder, at det er oplevelserne, der stammer fra de gensidige udvekslinger som opstår fra legende wrestling, som giver den træning, der er egnet til at lette udviklingen af de vigtige funktioner i den præfrontale cortex.
Faktisk er det i den ungdommelige periode, hvor hyppigheden af kamp legene topper forekommer (Thor & Holloway, 1984), at rotter er mest sandsynlige til at bidrage med manøvre som kompromittere deres evne til at bevare kontrollen af deres holdningsmæssige stabilitet, så deres evne til effektivt at aflede modangreb af deres kammerater (Foroud & Pellis, 2002, 2003; Pellis, Pellis, & Foroud, 2005). Denne selvhæmning forklarer sandsynligvis undersøgelserne om at omkring 30% af leg kampe resulterer i rollebytning, hvor den oprindelige angriber vender tilbage til at kopiere den defensive rolle (Himmler, Himmler, Pellis, & Pellis, 2016). Tab af kontrol og oplevelserne af uforudsigelighed som sådan en selvhæmning resulterer i, er blevet antaget at være den måde, hvorpå leg træner de unge til at blive mere modstandsdygtige i en verden, hvor uventede begivenheder forventes at ville opstå (Špinka, Newberry, & Bekoff, 2001). Endvidere er det blevet antaget, at sådan en fleksibilitet til dels er afledt af forbedrede udøvende funktioner som stammer fra nedsat leg i udviklingen af den præfrontalte cortex (Pellis, Pellis, & Bell, 2010; Pellis et al., 2014; Vanderschuren & Trezza, 2014).
Mor rotter starter sjældent legefulde angreb på deres afkom og svarer sjældent igen med en legende modangreb når de angribes af deres afkom. I et kuld bestående af både mor og afkom, vil de unge hellere foretrække leg med deres jævnaldrende (Cramer, Thiels, & Alberts, 1990; Pellis & Pellis, 1997; Thiels, Alberts, & Cramer, 1990).
(Fortsættelse følger)
Tak til Stine Almind for linket til denne brugbare artikel
https://escholarship.org/uc/item/30b7d05g